Målgruppeanalyse

Af Magnus Jølnes Jacobsen

Indledning
Bordtennis er en nichesport. Det var klart for os, allerede da vi startede projektet med at dække EM i bordtennis, og det skulle også vise sig at få stor indflydelse på projektet og i høj grad bringe vores målgrupper i fokus.

Prioriterede målgrupper
Vi delte vores forskellige målgrupper op efter prioritering således:

Gruppe 1

  • Sportsinteresserede danskere
  • DR Sportens kerneseere

Gruppe 2

  • Nørderne

Gruppe 3

  • Spillere, venner og pårørende

Gruppe 4

  • Folk i hallen (Var folk aktive på twitter – brugte det aktivt i Scribble Live)

Projektbeskrivelse
Et af de primære formål med projektet var at skabe en ’second screen’-oplevelse for de sportsinteresserede danskere og DR Sportens kerneseere, der fulgte begivenheden på TV. Der skulle være en mulighed for, at de med deres smartphone eller tablet kunne følge med i nyheder løbende eller gå ind og stille spørgsmål i vores livechat, når Jan Harkamp reklamerede for det på TV for bare at give et par eksempler.

Især samspillet mellem TV, web og sociale medier blev vægtet højt og ligger til grund for de primære målgrupper.

Analyse af målgrupper
Danskere har en fantastisk evne til at blive grebet af mindre sportsgrene, der normalt ikke har megen bevågenhed, hvis det går godt. Bordtennis er én af de små sportsgrene, og med et EM på hjemmebane og med en verdensstjerne i Michael Maze, så var det logisk at vores primære målgrupper skulle være den almene sportsinteresserede dansker og DR Sportens kerneseere.

I det følgende gennemgår vi de fire grupper af målgrupper og undersøger hvordan vi skal servicere dem bedst muligt (og hvordan vi i virkeligheden gjorde det).

Gruppe 1
Sportsinteresserede danskere og DR Sportens kerneseere – Det er de færreste danskere, der interesserer sig særligt for bordtennis. Men rigtig mange kan få øjnene op for selv de mindste sportsgrene, hvis det går godt for danskerne. Med forventninger om et stort dansk EM var det derfor vigtigt for os at skabe et miljø på nettet – både dr.dk/bordtennis og på Facebook – hvor alle kunne blive trukket ind og forhåbentlig holdt fast.

Derfor var det et vigtigt element for os, at der skulle være stor vægt på at følge de danske spillere samt muligheder for at lære nyt om sporten. Man kan med andre ord sige, at vi ville gøre dr.dk/bordtennis og DR Sportens facebookprofil til stedet, hvor man kunne komme hen for at få alt det nyeste om EM i bordtennis og samtidig blive klogere.

I praksis skete det ved hjælp af ganske almindelige nyhedsartikler såvel som artikler med baggrund og skæve vinkler samt en videoserie med tips og tricks fra de danske landsholdsspillere.

Gruppe 2
Nørderne – Nørderne var en arbejdsterminologi vi brugte, men i virkeligheden dækker ordet simpelthen over alle dem, der har en generel interesse for bordtennis, hvad enten det er med dansk deltagelse eller ej. For at servicere denne målgruppe var det altså vigtigt, at vi ikke glemte at have fokus på i hvert fald de verdensstjerner, der også deltog ved turneringen, som eksempelvis Timo Boll eller Vladimir Samsonov. Både artikler med skæv vinkel og baggrund var også en rettet delvist mod denne målgruppe, så de kunne få noget ud af at komme ind på dr.dk/bordtennis og på Facebook, selvom de måske godt vidste en del om bordtennis i forvejen.

Gruppe 3
Spillere, venner, pårørende – Her er tale om en ret lille målgruppe i og med, at det naturligvis kun drejer sig om den danske delegation. Denne gruppe skal ses som en måde hvorpå vi gerne ville give folk i og omkring den danske delegation en mulighed for at følge med i, hvad der sker rundt omkring i turneringen. Både med spillerne internt, men også deres kommende kampe osv. Vi er klar over, at denne målgruppe er stærkt begrænset og blev som sådan heller ikke serviceret specielt under begivenheden.

Gruppe 4
Folk i hallen – Folk i hallen holder naturligvis mest øje på det, der foregår lige foran dem, altså i hallen. Vi ville dog gerne servicere dem så godt vi kunne, og i den sammenhæng var især vores live-dækning af arrangementet en mulighed. Her holdt vi øje med alle danskernes kampe og opdaterede løbende på de vigtigste resultater i turneringen ligesom vores reportere bød ind med billeder og kommentarer fra alle danskernes kampe. På den måde kunne man følge alle danskernes og andre kampe selvom man måske lige var ude for at få noget at spise, på toilettet eller ude til en rygepause.

Konklusion
Vi fik undervejs i høj grad brug for at sadle om, da alle danskerne med et snuptag røg ud allerede inden DR sendte live første gang. Dermed forsvandt hele vores grundlag for at servicere de sportsinteresserede danskere, der interesserede sig for EM, med den second screen-oplevelse, som det var planen, at de skulle blive fanget og fastholdt af.

I stedet for at fokusere på det logiske – danskerne – måtte vi pludselig begynde at rette fokus mod de store stjerner, og vores sekundære målgruppe med nørderne kom dermed mere i fokus, da disse formentlig ville have fulgt med uanset om der var dansk deltagelse eller ej.

Muligheden for at kommentere er slået fra.